Springer op ad liste: Rudersdal får ni nye baner

I begyndelsen af maj kunne FC Rudersdal indvie deres tre nye foreningsbaner, og snart er Rudersdal Padel Klub klar med seks nye udendørs baner placeret ved Rundforbi Stadion.
- Det har været noget af en sejtrækker. Vi har været frem og tilbage i processen rigtig mange gange, og vi har skrevet op til flere forskellige ansøgninger til kommunen, inden det til sidst gik igennem. Vores seks nye padelbaner i Rudersdal er både en sejr for kommunen, indbyggerne, børnene og for vores padelforening, udtaler Frederik Bentler, formand i Rudersdal Padel Klub.
Foto: Dansk Padel Forbund
Tager kæmpe spring
Tilbage i november 2025 gennemførte Dansk Padel Forbund for første gang en statistik over antallet af padelbaner i Danmark fordelt på indbyggertallene i samtlige 98 danske kommuner.
Dengang lå Rudersdal Kommune i bunden af listen med kun to baner til 57.342 indbyggere.
- Padelsporten er med til at skabe liv og fornyelse på eksisterende idrætsanlæg. Det bliver attraktive mødesteder med nye fællesskaber til glæde for borgerne. Begge padelforeninger oplever stor interesse, og kan blive fantastiske miljøer. Der har desværre været mange bump på vejen, der har forlænget processen. Derfor skal foreningerne have stor ros for at stå det hele igennem, siger Knud Skadborg, formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Rudersdal Kommune.
Rudersdal Padel Klub har allerede åbnet for to medlemskaber, inden padelbanerne åbner officielt.
Der er tale om et seniormedlemsskab og et børne- og ungemedlemsskab til 1800 og 800 kroner for et helt år, der blandt andet inkluderer adgang til banebooking, aktiviteter og padelcamps for børn.
- Vi vil først og fremmest være en social forening med fokus på børn og unge. Det vigtige for os er at skabe et sammenhold for borgerne i kommunen, og at der er et sted at komme hen, hvor man har råd til at betale for, at ens børn går til padel. Og så vil vi gerne være aktive, og vi har en også en helt tydelig ambition om at holde faste arrangementer i foreningen, forklarer Frederik Bentler.
Den officielle åbning for de nye padelbaner bliver den 15. august 2026, og den er for alle padelinteresserede. Cirka 350 personer har midt i juni tegnet et medlemskab i foreningen.
Ifølge Rudersdal Padel Klub åbner de seks nye padelbaner for privat spil i starten af juli.






Accepter kun nødvendige cookies